– ligesom de 3, vi er bare én bredere

En koncert med De 4 Tenorer er lige dele musikalsk ekvilibrisme og gennemført, professionel underholdning …tilsat en knivspids selvironi.

Akkompagneret af den indtagende, innovationsrige, internationalt anerkendte pianist Irene Hasager leverer de fire operasangere en skøn blanding af danske og udenlandske “tenorhits” fra både opera-, musical- og croonerrepertoiret.

Publikum får chancen for at opleve sange såsom Nessun Dorma, Singing in the Rain, My Way, Danny Boy og Normann Andersens Den allersidste Dans fremført af store tenorstemmer med overskud og glimt i øjet.
Udover en omfattende koncertvirksomhed med De 4 Tenorer, har hvert medlem, ved siden af, succesfulde, professionelle karrierer og optræder på mange af landets scener såsom Det Kongelige Teater, Den Fynske Opera, Det Ny Teater, Den Jyske Opera, Den Ny Opera osv.

Irene, Thomas, Jens Jacob, Torben og Magnus var allerede inden gruppens stiftelse i 2006 kolleger og nære venner. Dette tætte samarbejde og venskab nyder publikum også glæde af, for efter flere års talrige optrædener, er de fem individualister blevet til én sammentømret, homogen, musikalsk enhed, som inviterer publikum indenfor i deres humørfyldte, energibrusende fællesskab.
Inspirationen til deres show har De 4 Tenorer hentet hos forbilleder som Linie 3, Victor Borge og The Rat Pack, og arrangøren vil være garanteret en publikumssucces med med masser af smil, tårer, stående applaus, da capo-arier og bedårede hjerter.

“DE 4 TENORER – en oplevelse udover det sædvanlige
 
Underholdning i verdensklasse – Publikum elsker dem !!!
 
De 4 Tenorer optrådte i Trommen den 19. marts 2011 for en totalt udsolgt sal, og når man læser hvilke kunstnere der skulle optræde, tegnede arrangementet til at blive en rigtig spændende aften.
De 4 Tenorer mere end levede op til forventningerne. De gik på scenen med suveræne stemmer, overskud, charme og et helt særligt glimt i øjet der gjorde, at man allerede fra åbningsnummeret måtte overgive sig – de indtog scenen og salen med storm.
Første afdeling gav bud på nogle af de kendteste klassikere indenfor operaens verden – og De 4 Tenorer har så velklingende stemmer, både som solister og i fællesskab, at det, kombineret med en fantastisk scenisk udstråling og indlevelse, er en fryd for både ører og øjne.
Men det er mere end operastjerner der indtager scenen, for udover at vi får fornøjelsen af at lytte til de klassiske numre, bliver de serveret med en charme, indlevelse og selvironi der gør, at det bliver spiseligt og underholdende på sin helt egen unikke måde. 
I anden afdeling kulminerer showet med det ene storslåede tenorhit efter det andet, som tenorerne igen leverer med stor overbevsining. Her bliver der også plads til både kendte musical og operette numre, der selvfølgelig bliver udført med deres helt egen skønne form for selvironi – og det er måske netop den form der gør, at koncerten er spiselig for enhver – både de kyndige operaelskere, og de tilskuere der sætter pris på at høre de spetakulære numre i en velspillet og velsunget form.
De 4 Tenorer er verdensklasse underholdning – og publikum elsker dem!
 
Vi tør godt udnævne De 4 Tenorer som sæsonens bedste arrangement!!!
“den kunstneriske kvalitet var helt i top – og  De 4 Tenorer solgte nærmest sig selv”

Bina Hjorth Reichstein, Musikchef i Trommen, Hørsholm

“Da jeg overværede debuten ved den årlige sensommerkoncertrække på Søbygaard, skrev jeg stikord bag ørerne, som genlød af vellyd længe efter:
Vitalt, vittigt, vivace, vidunderligt, virilt, virtuost, Viva tenorerne! Folk stod op og trampede…allerede inden pausen.”

Bjarne Jes Hansen, kunstnerisk leder af sensommerkoncerterne på Søbygaard Slot, Ærø

“KONCERT MED TENOR-DYNAMIT
Åbningskoncert, Elvermose Klassiske Koncerter.
Efter pausen trådte sangerne for alvor i karakter som velsyngende tenorer, der ikke alene har den dybeste respekt for musikken, men som også har overskud til at tage humoren og det showagtige med i formidlingen.
Deres noget spøjse udgave af Puccinis genistreg “Nessun dorma” var helt befriende, og senere udviklede det sig til en ren sangerfest, som var ved at få koncertsalens nybejdsede loft til at lette. De fire tenorer har overhovedet ikke berøringsangst overfor nogen form for musik.
Her var både operette- og musicalsange samt italienske forlkesange, serveret med humørsprudlende tenorkraft, spøjs mimik og gakkede kropsudtryk og akkompagneret af pianisten Irene Hasager, hvis forrygende klvarspil har en klangkraft, der fuldt ud matcher tenor-udslippet. Præstationerne trak naturligvis en hel stribe ekstranumre, der fik stemningen til at stige til kogepunktet. Og det er ikke til at sige, hvem der nød denne koncert med sin skønsomme blanding af alvor og sjov, serveret med professionel vellyd, mest – sangerne selv eller publikum, der fyldte den nye sal til sidste plads.”

K.E. Watz, FOLKETIDENDE Mandag d. 24. august 2009

Tilmeld nyhedsmail

Få emails med hvor vi laver koncerter og hvad vi ellers kommer ud for: